Byggeri
juni 2021

Innovater & Daugaard Pedersen sælger Næstved Retail Park til stor norsk investor

NRP, Ness, Risan & Partners AS, er kommende ejer af Næstved Retail Park - en af de største box-shop-ejendomme i Danmark på knap 20.000 m² og med 15 butikslejemål til en handelsværdi over 300 mio.

Salget af Næstved Retail Park har været en spændende proces med salg til en for både Innovater og Daugaard Pedersen ny investor.

NRP er en stor spiller på det nordiske marked, og det glæder os meget, at vi med Næstved Retail Park rammer en projekt-volumen og -kvalitet, der har vakt deres interesse. Vi byder dem varmt velkommen i vores investorkreds”, oplyser Peter Søgaard, udviklingsdirektør hos Innovater.

Næstved Retail Park er arkitektonisk tilpasset omgivelserne og opføres derfor i tre forskudte niveauer, hvor de besøgende til butikkerne får adgang til udnyttede tagflader med plads til leg, ophold og friske forsyninger. Altså mere end et almindeligt box shop-byggeri.

Butiksområdet får en attraktiv placering på Køgevej tæt på motorvej E47, ringvejene, Næstved Storcenter samt Næstved midtby, og der kan allerede meldes næsten alt udlejet pånær et enkelt butikslokale og en café.

Peter Søgaard udtaler: ”Kigger vi godt et års tid tilbage, da coronaen ramte verden, var der en del usikkerhed omkring detailhandels-ejendomme og deres fremtid. Vi kan dog glædeligt konstatere, at netop den type lejere vi har på ”holdkortet” med deres store udvalg til hjem og fritid står stærkere end nogensinde. Næstved Retail Park rammer præcist, hvad disse butikker har behov for, for at kunne præsentere udvalget optimalt og gøre kundeoplevelsen fuldendt. Vi glæder os derfor til at realisere vores hidtil største detailhandelsprojekt”.

Hos Colliers, der har formidlet salget af ejendommen, melder erhvervsmægler Anders Holm ligeledes om interesse trods corona. ”Vi er stolte over at have formidlet salget, som med en pris pænt over 300 millioner kroner er en markant transaktion inden for dette segment i Danmark. Trods corona har der været god interesse fra blandt andet udenlandske investorer, som har været tiltrukket af lange cash-flows og det faktum, at en betydelig del af lejerne har haft en rigtig fin omsætning det seneste år trods diverse restriktioner”.

Ifølge Markus Faye Leandersson, projektmælger hos NRP har de valgt at investere i Næstved Retail Park, da projektet har flere elementer, som passer deres investeringsstrategi.
”Dette er en moderne ejendom med god strategisk beliggenhed, udlejet på lange kontrakter til stærke lejere. Endvidere tror NRP på denne del af retail-/big-box segmentet, og at shopping-konceptet kombineres med tilrettelagte kundeoplevelser. NRP ønsker også at udvide eksponeringen i Danmark, og Næstved Retail Park er en rigtig tilføjelse til porteføljen”

Butikkerne forventes afleveret til lejerne og NRP i foråret 2022.

 

Tilbage til oversigt