Seniorbofællesskab til Sønderborg havn
Daugaard Pedersen er sammen med bygherre PFA og Bitten & Mads Clausens Fond i gang med et helt nyt seniorbofællesskab, der skal ligge på den ene af de tre nordhavnsgrunde i Byens Havn i Sønderborg. Bofællesskabet skal indeholde ca. 40 lejelejligheder til beboere i alderen 50+, der gerne vil have egen bolig og samtidig adgang til fællesaktiviteter med bl.a. fælleskøkken, værksteder og fitness-rum, som ramme om hyggelige og inspirerende fællesskaber lige udenfor døren til den private lejlighed.
PFA og Bitten & Mads Clausens Fond samarbejdede også på byggeriet af hotellet Alsik. Det partnerskab gentages nu på seniorbofælleskabet som bygherre. Reiulf Ramstad Architechts tegner både dette seniorbofælleskab og også naboejendommen Danfoss House, som ligeledes kommer til at ligge på Byens Havn. Daugaard Pedersen er totalentreprenør på begge projekter.
Daugaard Pedersen gik i jorden i januar 2021, og her i maj måned har vi afsluttet pælefundering og terrændæk, inkl. forsyninger i terræn og terrændækket. I uge 21 opstartes elementmontage som er planlagt til at kunne udføres på 8 uger, hvorefter der opstilles stilladser så vi er klar til facadelukninger lige efter sommerferien.
Seniorboligerne skal stå færdige i 2022 og Danfoss House i 2023.