Krydsfiner-Handelen A/S: Træplader fra hele verden
Krydsfiner-Handelen A/S i Rødovre sælger træplader fra hele verden til en lang række danske kunder: Håndværkere, tømrerhandler, industri. Det kræver god plads – og Daugaard Pedersen har nu udvidet Krydsfiner-Handelens lager med 2.000 kvadratmeter.
»Vi ønsker at have et stort udvalg af træplader på lager, så vores kunder ikke oplever unødvendig ventetid. Træpladerne kommer fra hele verden, så der kan være lang leveringstid, hvis vi ikke har dem på lager. Da vi samtidig har oplevet en støt vækst, og der hele tiden kommer nye typer træplader på markedet, har vi været nødt til at udvide vores lagerkapacitet fra 5.500 kvadratmeter til 7.500 kvadratmeter,« fortæller direktør Carsten Rittig, Krydsfiner-Handelen A/S.
Krydsfiner-Handelen A/S blev af sin revisor anbefalet at indlede en dialog med Daugaard Pedersen, som de kendte fra andre projekter.
»Efter et indledende møde aftalte vi, at Daugaard Pedersen skulle udarbejde et tilbud på udvidelsen, og efter et besøg hos os udarbejdede de et konkret forslag til en løsning af opgaven. Det var meget overbevisende. Blandt andet foreslog de en løsning, hvor en tidligere ydermur blev genbrugt som indermur i den nye lagerhal. Den løsning sparede opførelsen af en helt ny mur,« siger Carsten Rittig.
Ud over selve byggeriet har Daugaard Pedersen håndteret al myndighedsbehandling og udtagningen af over 100 jordprøver til analyse, hvilket er et lovkrav.
»Alt har de håndteret professionelt, og uden at vi stort set har været involveret. Vi har været helt trygge ved deres måde at løse opgaven på. Alt er gået som aftalt, og byggeriet er faktisk leveret færdig 2-3 uger før den fastsatte frist. Så vi anbefaler meget gerne Daugaard Pedersen til denne type byggeri,« siger Carsten Rittig.
Se hele byggeprocessen på Krydsfiner-Handelens hjemmeside her