Byggeri
marts 2021

Jysk, thansen og Elgiganten åbner nye butikker i Fredericia

Fredericianerne får et nyt og innovativt detailområde, når kæderne Elgiganten, JYSK og thansen bliver naboer. Dermed udvides og styrkes vestbyen i Fredericia til gavn for kunderne, når nogle af Danmarks bedste brands udvider i Fredericia.

 

Elgiganten og thansen slår dørene op til deres nye varehuse til efteråret 2021, og JYSK følger i foråret 2022. Totalentreprenøren Daugaard Pedersen A/S der udvikler og udlejer byggeriet glæder sig over, at Fredericia kan styrkes på denne måde.

 

Peder Stedal, adm. Direktør for Elgiganten, udtaler:

”Vi har i en årrække fulgt både Fredericia og området omkring med stor interesse. Og vi er derfor virkelig glade for nu at have fundet den rette beliggenhed. Vi har selvfølgelig store forventninger til vores nye varehus - til glæde for vores kunder. Ud over at skabe arbejdspladser i området, som et projekt af denne størrelse helt naturligt fører med sig, slår vi også dørene op til et varehus, der bygger på vores nyeste koncept indenfor butiksindretning. Et koncept, der binder online og butik sammen med services som både Klik & Hent og Elgiganten Support.

 

Hos JYSK er man glade for synenergien:

”Vi er glade for, at vi fremover kan give vores kunder i Fredericia og omegn en endnu bedre oplevelse og et godt tilbud i JYSK. At ligge sammen med andre attraktive butikskæder gør det nemt for kunderne at få det hele med på én gang. Vi synes egentlig også, der er et godt match mellem de forskellige butikker, hvor vi selvfølgelig er stærke inden for boligindretning – både inde og ude,” siger Mogens Hestbech, Development Manager i JYSK.

 

thansen ser muligheden for at forbedre kundeoplevelsen i Fredericia som en del af den eksisterende vækststrategi:

“Vi glæder os til at vise fredericianerne vores nye butik, der bliver væsentligt større end vores nuværende butik. Vores kunder kan se frem til en topmoderne thansen-butik med et nyt og unikt butiksunivers. Det bliver den flotteste thansen i Trekantområdet. Vores nye rammer passer perfekt ind i vores strategi, hvor vi ser ind i større butikker med spændende koncepter. Placeringen med andre store brands som Jysk og Elgiganten passer os perfekt,” siger Alija Konjaric, Koncernkædechef Danmark og Norge hos T. Hansen Gruppen A/S

 

Borgmesteren glæder sig over en stærk erhvervsudvikling.

”Først og fremmest er det en stor glæde at se, hvor mange virksomheder, der vil Fredericia, og med det nye projekt på Vejlevej får vi en stærk klynge af virksomheder, der vil byen. Jeg glæder mig over, at nationale kædebutikker vælger at bygge nyt i Fredericia, det skaber både handel og vækst i byen i almindelighed, men vidner i særdeleshed om en tro på Fredericia,” siger borgmester i Fredericia Kommune, Steen Wrist.

 

Udviklingen i vestbyen har i de senere år taget fart, og nu kan entreprenøren Daugaard Pedersen gå i gang med at bygge på den sidste del af Vejlevej:

 

”Daugaard Pedersen er glade for at kunne medvirke til styrkelsen af Fredericia, som et attraktivt og stærkt detailhandelsområde. Vi er taknemmelige for at Elgiganten, JYSK og thansen ønsker at være med i projektet. Det bliver en styrkelse af den sidste del af Vejlevej-strøget,” siger projektdirektør hos Daugaard Pedersen A/S Anders Bech Mathiesen.

 

Daugaard Pedersen har erfaring med lignende projekter fra blandt andet Roskilde, Glostrup, Svendborg og Næstved.

 

Tilbage til oversigt