Byggeri
maj 2021

Danfoss House skal sætte nye grænser for bæredygtigheden

Hos Daugaard Pedersen er det med stolthed, at vi i samarbejde med Bitten & Mads Clausen Fond og Reiulf Ramstad Architects skal opføre et af verdens mest bæredygtige boligbyggerier med gængse byggematerialer og allerede udviklede energieffektive teknologier

Ifølge Det Internationale Energiagentur (IEA) står bygninger for over en tredjedel af verdens samlede energiforbrug, men lige præcis den udfordring kan den danske industrikoncern Danfoss være med til at løse.  Derfor bygger Bitten & Mads Clausen Fond en fireetagers boligejendom i Sønderborg, der skal rumme al den teknologi og viden, der er til rådighed for at begrænse energiforbruget.

Ambitionen med byggeriet er at vise, at det er muligt at bygge til den højest mulige bæredygtighedscertificering med den teknologi, der allerede findes i dag. Danfoss House bygges derfor i tegl og beton, som er det mest anvendte i vores del af verden, men med bæredygtige valg inden for de to materialer, blandt andet ved at købe materialer lokalt og med genbrug som en vigtig faktor.

Håndværkerne går i gang til oktober 2021, og står klar til indflytning i 2023. Huset skal både fungere som boligbyggeri samt test- og demonstrationscenter for Danfoss’ energieffektive teknologier. 

Danfoss House stiler efter at opnå en såkaldt DGNB platin-certificering, som er den højeste bæredygtighedscertificering af sin art. Her måler man et byggeri på fem faktorer, nemlig miljømæssig kvalitet, økonomisk kvalitet, social kvalitet, teknisk kvalitet og proceskvalitet. Kun 12 boligbyggerier i verden har opnået DGNB platin-certificering.

"Med Danfoss House strammer vi buen ved at gå efter en platin-certificering. Selvom det bliver lidt af en månelanding, er jeg sikker på, at vi nok skal nå i mål og vise, at vi kan bygge bæredygtigt til helt almindelige familier med teknologi og materialer, der er tilgængelige for alle", siger Peter Mads Clausen, bestyrelsesformand i Bitten & Mads Clausens Fond. 

Ambitionen er, at Danfoss House skal være så tæt på CO2-neutralt som muligt og et levende Application Development Center (ADC), hvor Danfoss løbende kan videreudvikle og teste nye teknologiske løsninger sammen med beboerne.

Danfoss House får både centralt og decentralt varmesystem for finde den optimale balance. Huset får også både gulvvarme- og køling fra henholdsvis fjernvarme og havvandskøling. Derudover bliver ejendommen et smart-home, hvor alle elementer taler sammen. Det er også planen at installere Danfoss Leanheat, som er en løsning, der bruger kunstig intelligens til at overvåge og købe grøn strøm, når strømmen er billigst. Derudover fremtidssikres huset teknologisk med store teknikskakte, der gør det muligt at opgradere alle installationer og løsningerne. 

Danfoss House kommer til at ligge et stenkast fra det firestjernede Hotel Alsik, som Bitten & Mads Clausens Fond åbnede sammen med PFA Pension i 2019. Hotellets energiforbrug er sænket til under en fjerdedel af det normale forbrug for den type bygninger ved hjælp af energieffektive løsninger, som Danfoss har installeret.

Dermed bidrager de nye byggerier ved vandkanten i Sønderborg fint til det såkaldte Projectzero, der handler om at reducere Sønderborg-områdets CO2-udledning til nul i 2029.

Tilbage til oversigt