Danæg, Christiansfeld

Vi har netop afleveret Danæg Holding og Danæg A/S´nye domicil i Christiansfeld – denne gang en måned før aftalt afleveringsdato.

I totalentreprise og med Danæg Holding som bygherre har vi opført ca. 1600 kvm. ny administrationsbygning, der er placeret over for virksomhedens nuværende fabriks- og administrationsbygning. En sti er etableret og forbinder nu det eksisterende og det nye byggeri.

Vores projektchef Poul Petersen, der har haft ansvaret for byggeriet, fortæller, at Danæg-koncernen har vækstet markant de seneste år og mange nye medarbejdere er kommet til. Forventningerne er fortsat vækst, og i det perspektiv har man valgt at udvide med en ny administrationsbygning.

Det nye domicil er tegnet af en af vores samarbejdspartnere, arkitekt Jesper Thyge Brøgger, mens arkitekt Maiken Thorsø har bistået med indvendigt materialevalg og farvesammensætninger.

Danæg er delvist ejet af DLG og der er således hentet inspiration til byggeriets arkitektur i DLGs hovedkontor i Fredericia. Byggeriet er opført i sandwichelementer og beklædt med Stacbond alu-facadeplader.

Den nye administrationsbygning er opvarmet med varmepumper. Et solcelleanlæg, som er installeret på bygningens tag, har en effekt på 69,8 kW, og det skal således levere strømmen til varmpumpen, til ventilationsanlæg og til opladning af virksomhedens elbiler. Der er etableret 12 ellade p-pladser uden for bygningen.

Vi tog første spadestik til byggeriet i maj 2024 og afleverede det i april 2025.

Tilbage til oversigt