ABB, Middelfart

ABB flyttede i 2023 ind i det markante domicil-lejemål i Middelfart

Med en placering mod den fynske motorvej og med flotte domiciler på nabomatriklerne, var det en forpligtende placering, at placere domicilet på. Der blev i designfacaden lagt vægt på, at administrationsbygningen skulle markeres mod motorvejen med facader, som alle skulle være interessante at betragte og vække nysgerrigheden hos forbipasserende. Udtrykket skulle have et modernistisk men også klassisk udtryk. De bløde hjørner og det vælvede begrønnede tag blev væsentlige elementer i bygningsudtrykket. 

Om bygningen

Med et mål om at opnå en DGNB Guld (in use) certificering blev ABB’s nye domicil ved Middelfart integreret med ABB's produkter indenfor bygningsautomatik og energioptimering. 

Et af fokusområderne i udviklingsfasen, var at skabe en arbejdsplads med et behageligt indeklima, hvor varme og lys automatisk reguleres i forhold til vejret udenfor. Så, når solen skinner ind ad vinduerne eller medarbejderne er gået hjem, vil lys og varme automatisk blive dæmpet eller slukket. Samtidig blev bygningen udstyret med solceller og et stort energilager/batteri, så den aktivt producerer og lagrer energi til eget forbrug.

ABB valgte at inkorporere en række af de løsninger, som ABB selv har udviklet og anbefaler til rådgivere og bygherrer, der opfører fremtidens energioptimerede bygninger. Bygningen blev dermed også et aktivt showroom for ABB.

Producerer energi til eget forbrug

Mens mange bygninger (og parkeringspladser) i dag er passive energiforbrugere, der blot trækker energi fra nettet, er ABB’s filosofi, at bygninger skal være en aktiv del af energiforsyningen. ABB installerede derfor solceller på domicilets lagerbygning og koblede et stort energilager/batteri på, der kan lagre energien til de dage, hvor solen ikke skinner.

DGNB Guld-certificering

Det nye domicil bliver DGNB Guld-certificeret (in-use), hvilket betyder, at bygningen skal re-certificeres hvert tredje år, så den løbende bliver optimeret i forhold til teknologiske fremskridt og skærpede krav.

 

Tilbage til oversigt