Salus, Aabenraa

Salus er et fælles administrationsselskab ejet af otte selvstændige almene boligorganisationer i Sønderjylland. Fra Egevej i Aabenraa administrerer man mere end 9.000 boliger i bl.a. Aabenraa, Gråsten, Kolstrup, Skærbæk, Sønderborg, Toftlund, Tønder og Nordborg.

Daugaard Pedersen A/S har tegnet og opført 640 m2 centralt beliggende administration ved motorvejen i Aabenraa til Boligadministrationsselskabet SALUS .

Byggeriet, der vandt Arkitekturprisen i Aabenraa Kommune i 2014, er opført af Daugaard Pedersen i totalentreprise. Bedømmelsesudvalget motiverede valget med følgende begrundelse:

"Den nye administrationsbygning til Salus står meget skarpt i en noget upræcis kontekst - en bygning udført i tegl med en enkel form, der kun brydes af en nedskåret tagterasse, der kun viser sig på indgangssiden ved hovedindgangen. Et hus med en idé. I indretningen har gennemsigtigheden været højt prioriteret med det resultat, at der er tæt kontakt mellem medarbejderne, og intet holdes skjult for husets gæster. På 1. sal er der skabt en beskyttet tagterasse i forbindelse med kantinen, og med åbning imod nordvest er udeopholdet optimeret.

Huset er overbevisende i udformning og kvalitet - det er meget gennemført, og alligevel nøgternt, hvilket er et godt greb. Forhåbentligt kan det fine projekt medvirke til, at kommende naboer får ambitioner.

Salus' administrationsbygning præmieres for den gennemførte idé, og for bygningens enkle og skarpe udtryk."

Tilbage til oversigt